



I nævnte rækkefølge: Jannie, Jan, Tine, Malene (billeder af Dorethe og Trine følger...)
Team HelseBasenHvem er vi, hvor mange er vi, og hvilke funktioner har de forskellige mennesker i vores team…? Nedenfor får du min (Jannies, den ene halvdel af HelseBasens ejerstab) beskrivelse af de altoverskyggende vigtigste aktiver, HelseBasen har – nemlig de ansatte.
Jannie: Lad mig starte med en kort præsentation af mig selv – så er det ligesom klaret… Jeg er uddannet kostvejleder og startede på baggrund af min viden om sund mad samt interesse for økologi i februar 2005 HelseBasen sammen med min mand, Jan. Jeg elsker mit arbejde med HelseBasen og priser mig lykkelig over at dele mit arbejdsliv med min mand. Jeg deltager i stort set alle opgaver på lageret – men indkøbsdelen og shoppens udseende er de funktioner, jeg bruger mest tid på. Jeg sætter stor pris på de skønne mennesker, jeg er omgivet af i mit daglige arbejde og ikke mindst alle de input vi går og giver hinanden. Udover at være gift med Jan, er jeg også mor til vores 2 skønne drenge.
Jan: Teknisk ansvarlig, personale-boss, markedsførings-geni og som oftest ene hane i kurven med mange høns (hvilket han i øvrigt aldrig klager over…). Jan er ufattelig god til mange af de opgaver, som jeg ikke mestrer specielt godt - og det er jo en fantastisk force. Jan og jeg supplerer hinanden rigtig godt og er sjældent uenige i hinandens beslutninger – og det er uden tvivl det, der gør vores samarbejde så stærkt. HelseBasen var aldrig blevet til noget som helst, hvis vi ikke fra starten havde stolet så meget på hinandens intuition, forhandlinger og beslutninger.
Dorethe: Vores første fuldtidsansatte på HelseBasens lager, som næsten kom som sendt fra himlen på et meget travlt tidspunkt, hvor Jans og min pakkekapacitet ikke kunne udvides mere. Dorethe er uddannet sanger og læser for tiden til Life Coach, så det er en alsidig kvinde, vi har her… Udover at fungere som blæksprutte på lageret. Dorethe går ligesom jeg selv meget op i økologi og har desuden et meget rummeligt og positivt væsen. En dejlig gave, når en hektisk hverdag med mange uforudsete udfordringer skal fungere.
Tine: Anden fuldtidsansatte på vores lager, som med alle sin blæksprutte-evner tager del i stort set alle opgaver på lageret. Tine har tidligere arbejdet som socialrådgiver, men valgte efter en barselsorlov at hoppe om bord i vores økologiske båd. Tine har haft økologien tæt inde på livet på mange forskellige måder igennem sin opvækst og ungdom, og som mor til 2 små drenge banker hendes hjerte hårdt for at passe på både miljø og helbred. Tine elsker at spæne lagergangene tynde for at finde varer frem til ordrerne, og deltager desuden i indkøb til HelseBasens hylder.
Trine: En cykel med flade dæk - ja, det er nok cirka det som HelseBasen ville være uden Trine… Store ord – men bestemt ingen overdrivelse. Trine sørger bl.a. for at den daglige tal-knuseri finder sted, så der er løn til de ansatte, penge til leverandørerne og momspenge til skattefar. Så vi ville ikke komme særligt langt uden Trines indsats. Hun har tidligere været selvstændig sammen med sin mand med eget el-installations-firma, så hun kan med stor sandsynlighed en gang imellem identificere sig med de opgaver (problemer…), som Jan og jeg står overfor. Lagerets alders-præcident – men bestemt kun noget, vi mærker på en yderst positiv måde.
Malene: Nyeste fuldtids-kvinde på lageret – eller mere præcist – nyeste blæksprutte i bassinet. Malene er en skøn humør-bombe med en fantastisk humor og hjertelig latter. Hun har en fortid fra flere forskellige butikker – herunder Matas og Baby Sam, så service-genet er ganske velplejet. Når der er lagersalg, deltager Malene ofte ivrigt, da hun sætter stor pris på den personlige kundekontakt. Malene er alene-mor til 2 små drenge, så hun har ikke problemer med at finde noget af få fritiden til at gå med...
Line: Min skønne niece, som pakker varer ud, gør rent, laver kaffe, vasker op, rydder op, nusser, pudser og i det hele taget er ganske arbejdsom... :-)
Alt i alt en hel række af skønne mennesker, som hver dag gør det muligt at vi kan betjene en masse kunder i det ganske land og forsyne alle afkroge af Danmark med økologiske varer i mange afskygninger...